Ædelt håndværk

Kun sjældent er det museernes langsigtede ønsker og planer, som bestemmer hvornår og hvor meget, der skal graves. Langt oftere er det de anlægsarbejder, man søger at komme i forkøbet, der gør udslaget. Nogle udgravninger bliver derfor store, andre små, men at udbyttet ikke nødvendigvis afhænger af undersøgelsens areal, skal der her gives et frisk eksempel på.

Af Per O. Thomsen

Billede

I maj og juni 1998 foretog Svendborg og Omegns Museum en udgravning ved Kværndrup på Sydfyn. Mere end ti år tidligere havde man i nærheden undersøgt flere bopladser og en gravplads fra ældre jernalder. En af bopladserne lå ganske tæt ved en planlagt cykelsti, og da der ydermere i en geoteknisk boring ved et slumpetræf var fundet et potteskår fra samme tid, var der ingen vej udenom: Når der foretages nødudgravninger forud for offentlige anlægsarbejder, er det ifølge Museumsloven bygherren, som skal bekoste eventuelle undersøgelser; i dette tilfælde Fyns Amt. Til gengæld måtte udgravningen kun omfatte det areal, der var direkte berørt af cykelstien, og større fladeafdækninger kunne derfor i første omgang ikke komme på tale. Man kunne håbe på at stedfæste og datere en bebyggelse samt at få et indtryk af dens bevaringstilstand – endnu en lille brik til billedet af områdets jernalderbebyggelse.

Efter at pløjelaget var fjernet, dukkede der ganske rigtigt bopladsspor frem i form af mørke pletter, men kun få var stolpehuller. Tre store mørke pletter med trækul og potteskår fra ældre jernalder skilte sig klart ud. De var påfaldende store og regelmæssige i form, men det viste sig snart, at der ikke var tale om almindelige affaldsgruber.

Det største anlæg målte 6 x 4 m, det viste sig at have en flad bund, som var neddybet indtil 80 cm (oprindeligt mere, da muldlaget jo var gravet af). To ildsteder på den flade bund var anlagt på tynde sandlag, og i ildstederne fandtes talrige stumper af brændte dyreknogler. Den anden mørke plet var oval, målte 5 x 3,5 m, og var lige så dyb som den første. I gulvet fandtes to små trækulsfyldte neddybninger, formentlig en slags lagre bestemt for senere brug. Det sidste store anlæg var cirkulært og målte 3,5 m i tværmål. Det var dobbelt så dybt som de andre, der fandtes et gulvlag af fint lyst sand blandet med grå aske og fint, næsten pulveriseret trækul. I øst- og vestkanten af pletten viste sig stolpehuller, som må have understøttet et tag.

Periode: Jernalder (500 til 749), Romersk jernalder (0 til 374)

Udgave: Skalk 1999:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.