Adelens vægkunst

Nogle af kalkmalerierne har været kendt fra gammel tid, andre er dukket op hen ad vejen, og takket være de restaureringsarbejder, som til stadighed foregår rundt om på herregårdene, kommer stadig flere til. I mindst 25 adelsgårde eller kongelige slotte inden for gammelt dansk kulturområde findes bevarede kalkmalerier - vel at mærke, når man tager alt med, lige fra ubetydelige stumper, der blot lige viser, at der har været malerier, til fuldt gennemdekorerede rum. I nogle tilfælde suppleres billederne af bemalede bjælker eller lignende, der ikke kan regnes til kalkmalerierne, men indgår i helheden. Erkendes må det, at adelsgårdenes vægkunst har været langt mere udsat for overlast end den i kirkerne. Slotte og herregårde er jo boliger, hvor der til stadighed færdes mennesker. Modesvingninger og personlig smag har bevirket, at mange kalkmalerier er blevet erstattet med noget andet, for eksempel tapeter af gyldenlæder, silke eller - senere - papir. Set i dette lys er ca 25 forekomster egentlig ret imponerende.

Herregårdenes kalkmalerier stammer overvejende fra sen middelalder og renæssance, ca 1500 til ca 1660. Grundlæggende er der stor lighed mellem dem og de samtidige fra kirkerne. Farveholdningen er den samme, med få kulører inden for en dæmpet skala, for eksempel okker og grøn eller grøn og blå. Rankeværk er meget almindeligt og suppleres med blomster, drueklaser eller lignende.

Mange kirker kom på adelige hænder efter reformationen, og da kalkmaleriet stadig var af et vist omfang, er det nærliggende, at adelsmanden har bedt malersjakket i kirken om også at dekorere et par rum på herregården. Malerierne synes at have været jævnt fordelt i hovedbygningen, for nok er der bevaret flest i salen, men der er også fundet billeder på mere ydmyge steder, ja sågar i garderoberne til husets aftrædelsesrum, de såkaldte hemmeligheder; det er for eksempel tilfældet på Ørbæklunde. Undertiden kan en herregård byde på flere lag af kalkmalerier; gamle dekorationer er blevet umoderne eller måske bare snavsede, så man har overmalet dem med nye. I Sønderhuset på Tjele findes to lag, og i Bollerup Stenhus, Skåne, en halv snes, hvoraf dog nogle kun er hvidtekalk. (Fig. 1)

De religiøse motiver, som helt dominerer kirkemalerierne, optræder også på slottene og herregårdene, men stærkt nedtonet. Her er det jordelivet, det drejer sig om, og især dets festlige sider. En del er ren ornamentik, som alene har tjent til rummenes forskønnelse. Ved perspektivets »opdagelse« i senmiddelalderen blev mønstre med denne effekt populære. De findes i såvel kirkelige som verdslige bygninger; blandt de sidste kan nævnes den ældste del af Tjele og i særdeleshed Nyborg Slot, der har overdådigt terningdekorerede rum. Deltagerne i danehofmøderne, der som bekendt ofte fandt sted i Nyborg, har dog ikke kunnet glæde sig over de smukke prydelser, der først kom til efter deres tid, nemlig ved en ombygning af kongefløjen ca år 1500. Et andet yndet ornamentmotiv var som nævnt rankeværk. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

I den periode, vi her beskæftiger os med, var det almindeligt at dække (tjælde) væggene med ophængte tæpper; formålet var ikke blot at hygge og lune, men også at pynte. I hvert fald det sidste kunne imidlertid opnås på anden vis, nemlig ved at male tæpperne på væggen, og det har man gjort i en del tilfælde. I sale, der kun benyttedes nu og da, må man sikkert forestille sig, at malerierne ved festlige lejligheder blev overhængt med rigtige tæpper. Den største samlede dekoration af denne art findes på Holckenhavn: en 40 meter lang sal er gennemmalet med falske draperier. På Bollerup i Skåne er selv ophængningsringene malet med; her findes i øvrigt i væggene huller til indsætning af pinde, når rigtige tæpper skulle træde til. Et sent eksempel på denne mode - fra ca 1640 - finder man i et hjørnetårn på Gammel Estrup. De malede tæpper dækker væggene fra gulv til loft. (Fig. 5, fig. 6)

Interessantest er billederne fra det levende liv med adelige damer og herrer, ofte i jagtscener med hunde og vilde dyr. På Hesselagergård ses legemsstore hjorte, som oprindelig har haft plastisk fremstående hoveder, enten udstoppede eller skåret i træ; nu er kun gevirerne tilbage. Mellem og over hjortene er vist scener af en adelsmands liv: rejser, fægtning, frokost i det fri, flodsejlads og andet. Billederne, der er fra midten af 1500-årene, er specielt interessante, fordi kunstneren har kunnet identificeres: Jacob Binck, Christian 3.s »kontrefejer og seglskærer«, her arbejdende på bestilling af Hesselagergårds ejer, Kansleren Johan Friis. Tilsammen giver de mange veltegnede scener et fortræffeligt indtryk af tiden. (Fig. 7)

Også Gottorp Slot har en »hjortesal«, den er af betydelig lighed med Hesselagergårds, men lidt yngre og endnu fornemmere; ikke blot hjortenes hoveder, men deres hele kroppe fremtræder her i relief. På Vedbygård ser man vildsvinejagt med lanser i en frodig skov af rankeværk.

Kalkmalede våbenskjolde er ret sjældne på herregårdene, og det er egentlig mærkeligt, eftersom der i mange kirker ses hele friser med dem, en slags anetavler for kirkeejeren og hans hustru. Man kan vanskeligt forestille sig, at adelige ikke skulle have udnyttet et så nærliggende motiv hjemme hos sig selv, så det må snarest skyldes tilfældighed, at kun så lidt er bevaret. Et eksempel kan hentes på Kronborg, i et cirkelrundt vindue hørende til bygningens ældste del, den der stammer fra forgængeren, slottet Krogen. Foruden Kristi korsformede symbol og diverse adelsskjolde finder man her dronning Filippas våben; hun var Erik af Pommerns gemalinde, og da han var Krogens bygherre, turde dateringen hermed være givet. En beslægtet, men helt anderledes og i øvrigt ret usædvanlig dekoration kan ses på Alholm Slot; den er fra 1585 og har som baggrund et kongeligt besøg - af dem har der været mange på Alholm, som var en af kronens vigtigste besiddelser. Af en eller anden grund har man sat netop dette ophold et minde: en væg er blevet dekoreret med navne og valgsprog for samtlige personer i det kongelige følge. Der lægges ud med Frederik 2. og dronning Sofie, og så følger alle de andre ordnede efter rang - fra kansleren til hofnarren. (Fig. 8)

Nogle ejendommelige billeder er fremdraget på Sønderskov. Ældst er en frise med landsknægte anbragt i malede nicher; den synes tilkommet kort efter den nuværende hovedbygnings opførelse i 1620, men klædedragter og udstyr kunne tyde på, at der er anvendt ældre forlæg. Landsknægtenicherne befinder sig på første sal i husets hall, og de har tydeligvis dannet forbillede for en tilsvarende nicherække i samme halls stueetage, men den er langt yngre, fra 1700-årene, hvor kalkmaleriets storhedstid ellers var ved at være forbi, og i stedet for de barske krigskarle finder man her malede buster af værdige romerske kejsere i de ligeledes malede nicher. En af gårdens ejere i denne periode bar netop et kejsernavn: Claudius - skulle det være ham, der har stået for det lidt ejendommelige motivvalg? I hvert fald vides det, at bygningens indre netop i hans tid undergik en gennemgribende istandsættelse. Sønderskovudsmykningen er et eksempel på, at herregårdskalkmalerierne kan antage særprægede former, og der kan nævnes andre. På Selsø er fundet vaselignende båndslyng, og Borreby har løver i vindueskarmene.

Som det er fremgået, har adelsgårdenes kalkmalerier overvejende verdslige motiver, men helt uden bibelske indslag er de dog ikke, dertil betød religionen for meget for datidens mennesker. Mariabilleder optræder flere steder, og på Vittskövle Slot i Skåne ses detaljerede bibelske scener. En af dem viser Absaloms død. Absalom var søn af kong David, men gjorde - ifølge den gammeltestamentlige beretning - oprør mod sin far. Han tabte slaget og blev på flugten revet af sit ridedyr, fordi han fik sit hår viklet ind i et træs grene, hvorved han faldt i dræbende hænder. Motivet må have tiltalt den jagtglade kunstbestiller. Dramaet udspilles i en skov med hjorte.

Ved restaureringsarbejder på Voergård 1955-57 dukkede der kalkmalerier op bag nogle gyldenlædertapeter, som blev nedtaget for at istandgøres; de sidder i dag skjult bag de genophængte tæpper, men i god behold og kan når som helst hentes frem. Det er sikkert, at der ved fremtidige undersøgelser rundt om i landet vil komme nye billeder for dagen, men så mange som i kirkerne skal man ikke vente, det har de utallige om- og nybygninger sørget for. At ældre middelalder er så svagt repræsenteret i det verdslige kalkmalerimateriale skyldes simpelthen mangelen på profane bygninger fra denne tid. (Fig. 9)