Adelens vægkunst

Taler man om kalkmalerier, tænker man uvægerligt på dem i kirkerne, og det er ikke så underligt, da vi i Danmark har mange af den slags; de udgør en fremragende del af vor kulturarv fra middelalder og renæssance. Men også i verdslige bygninger som slotte, herregårde og velhavende borgeres huse kan man finde den form for udsmykning, forudsat de er af den fornødne ælde. Ejendommeligt nok har denne verdslige vægkunst langtfra nydt samme bevågenhed som den kirkelige; samlende fremstillinger om den synes således ganske at mangle. En kort oversigt vil blive søgt givet i nærværende artikel, dog begrænset til malerier fra slotte og herregårde. Borgerhusene må vente til en anden gang.

Af Steen Ivan Hansen

Nogle af kalkmalerierne har været kendt fra gammel tid, andre er dukket op hen ad vejen, og takket være de restaureringsarbejder, som til stadighed foregår rundt om på herregårdene, kommer stadig flere til. I mindst 25 adelsgårde eller kongelige slotte inden for gammelt dansk kulturområde findes bevarede kalkmalerier – vel at mærke, når man tager alt med, lige fra ubetydelige stumper, der blot lige viser, at der har været malerier, til fuldt gennemdekorerede rum. I nogle tilfælde suppleres billederne af bemalede bjælker eller lignende, der ikke kan regnes til kalkmalerierne, men indgår i helheden. Erkendes må det, at adelsgårdenes vægkunst har været langt mere udsat for overlast end den i kirkerne. Slotte og herregårde er jo boliger, hvor der til stadighed færdes mennesker. Modesvingninger og personlig smag har bevirket, at mange kalkmalerier er blevet erstattet med noget andet, for eksempel tapeter af gyldenlæder, silke eller – senere – papir. Set i dette lys er ca 25 forekomster egentlig ret imponerende.

Herregårdenes kalkmalerier stammer overvejende fra sen middelalder og renæssance, ca 1500 til ca 1660. Grundlæggende er der stor lighed mellem dem og de samtidige fra kirkerne. Farveholdningen er den samme, med få kulører inden for en dæmpet skala, for eksempel okker og grøn eller grøn og blå. Rankeværk er meget almindeligt og suppleres med blomster, drueklaser eller lignende.

Mange kirker kom på adelige hænder efter reformationen, og da kalkmaleriet stadig var af et vist omfang, er det nærliggende, at adelsmanden har bedt malersjakket i kirken om også at dekorere et par rum på herregården. Malerierne synes at have været jævnt fordelt i hovedbygningen, for nok er der bevaret flest i salen, men der er også fundet billeder på mere ydmyge steder, ja sågar i garderoberne til husets aftrædelsesrum, de såkaldte hemmeligheder; det er for eksempel tilfældet på Ørbæklunde. Undertiden kan en herregård byde på flere lag af kalkmalerier; gamle dekorationer er blevet umoderne eller måske bare snavsede, så man har overmalet dem med nye. I Sønderhuset på Tjele findes to lag, og i Bollerup Stenhus, Skåne, en halv snes, hvoraf dog nogle kun er hvidtekalk. (Fig. 1)