Ad Pommern til

Om årstallet var 1168 eller 1169, er man stadig uenige om, men det ligger fast, at Valdemar den Store underlagde sig øen Rygen. Skulle nogen tvivle, kan han blot læse teksten på den blytavle, som kongen fik med sig i graven. Begivenheden hører til vor middelalderhistories mest berømte. Hvem husker ikke fra skoletiden beretningen om Arkonas erobring? Det er nu ikke den, der er vort ærinde her. Vi vil se nærmere på det, som fulgte.

»Kirker opbyggedes«, skriver Helmold, og han uddyber det nærmere et andet sted: »Han (kongen) afholdt udgifterne ved opførelsen af kirkebygninger, og en tylvt (tolv) kirker rejste sig i rugianernes land. — Kongen fandt understøttelse hos biskop Absalon fra Roskilde og Berno fra Magnopolis (Mecklenburg), der begge var til stede —«. Den sidste oplysning kan måske skuffe en og anden, der med Saxo i hånden ser Absalon som den altdominerende helt i dette krigsspil, men her viser det sig altså, at der var to bisper, som begge støttede kongen i hans kirkebyggeri. Rygen og hele Østersøens sydkyst var på den tid beboet af hedenske slaviske stammer, dem vi kalder vendere. Det var deres land og deres sjæles frelse, det hele gjaldt. Hvad de selv sagde til det, ved vi ikke så meget om. Venderne har nemlig ikke efterladt sig beretninger. De havde intet skriftsprog.

Et og andet kan vi dog fornemme mellem linjerne hos de sejrendes krønikeskrivere: Det var ikke nogen ublandet fornøjelse at blive mål for den kristne mission. Men kristnes skulle venderne, og de blev det – det var betydningsfulde magter, der stod bag. Fra dansk side Valdemar den Store og biskop Absalon, fra tysk den saksiske hertug Henrik Løve og biskop Berno af Schwerin. Og sidst, men ikke mindst paven selv. Romerkirkens interesse for dette område rakte tilbage til 1147, hvor pave Eugenius kaldte til korstog mod Nordeuropas hedninger. Almindeligvis forbinder man vel korstogsbegrebet med de europæiske hære, som fra 1095 og fremefter søgte at befri Det hellige Land fra muslimerne, så at de dyrebare steder, hvor Frelseren havde vandret, kunne blive tilgængelige for den voksende skare af pilgrimme. Enkelte skandinaver havde deltaget i det første korstog, som mundede ud i Jerusalems erobring 1099. Det gjaldt for eksempel Svend Estridsens søn Svend, der 1097 faldt i Byzans, og den norske konge Sigurd, som derved erhvervede sig tilnavnet Jorsalfar (Jerusalemsfarer). Der var langt til Jerusalem, men nu åbnede der sig altså en anden mulighed, hvis man ønskede at indlægge sig hæder i kampen for troens sag.

De nordlige korstog blev i enhver henseende ligestillet med de sydlige – en helt ny og spændende tanke, skulle det vise sig. For mens togene til Det hellige Land på trods af ufattelige ofre ikke fik nogen betydning på længere sigt – alt var tabt på få år – så var de nordlige korstog set fra den katolske kirkes synsvinkel en hundrede procents succes. I virkeligheden var korstogsbevægelsen et tregrenet projekt, for også det mauriske Spanien talte med. Helmold udtrykker det således: »Men de, der havde sat hele dette foretagende i gang, besluttede imidlertid at lade en del af hæren gå til Østerland, en anden til Spanien, men en tredje til vore naboer slaverne«.

Korstogene, i hvilken retning de nu end gik, havde et særligt præg og deres faste ritualer, der kunne minde om en pilgrimsfærd. Før man drog ud, skriftede man, og ville uheldet, at man faldt i det fremmede, fik man fuld absolution, det vil sige tilgivelse for sine synder. Der var altså milevid forskel på korstogene og samtidens almindelige erobringskrige. »Hvert rettroende land skulle«, som Saxo skriver, »gå i leding mod den hedendom, som lå det nærmest«, og pavebudet 1147 blev da også fulgt ikke blot af Danmark, men tillige af Tyskland, Tjekkoslovakiet og Polen. Danmark var på det tidspunkt delt mellem to konger, Svend og Knud (en tredje, Valdemar, kom til, men først nogle år senere). Skønt langtfra hjertevenner enedes de dog om i fællesskab at foretage et tog mod Rygen. For en sikkerheds skyld blev der udvekslet gidsler, men alligevel gik det galt, den indbyrdes mistro gav problemer, og hvad værre var, de to hære, Svends skåninger og Knuds jyder, modarbejdede åbenlyst hinanden. Under de omstændigheder havde rygboerne let spil, og sådan endte det korstog. Om Roskildebispen Asser, der deltog i togtet, fortælles, at han midt under det hele stak halen mellem benene og gemte sig på et købmandsskib. (Fig. 2)