Årtusinders landsby

Vikingetidens bebyggelser er i de seneste år begyndt at dukke op uden for, men i nærheden af, de nuværende landsbyer, og ser man nærmere til, viser det sig tit, at der tæt ved ligger bopladser af endnu højere alder. Landsbyerne har været på vandring. Når en by havde eksisteret et hundrede år eller to, opgav man den og flyttede til et nyt sted i nabolaget, derfra atter videre og så fremdeles, indtil det sted var nået, hvor landsbyen ligger i dag. Med kristendommens indførelse var kirkerne kommet til, og de lod sig ikke uden videre flytte. Vi kender mange af disse landsbytomter. Vikingetidens er som sagt i rampelyset, og den ældre jernalders har været genstand for omfattende undersøgelser, især i Jylland. Fra den mellemliggende germanske jernalder foreligger derimod kun ganske få fund, hvad man godt kan undre sig over, da det er en periode af betydelig varighed.

I Vorbasse, 30 km vest for Vejle, er der gennem det sidste tiår foretaget omfattende udgravninger – i alt 180.000 kvadratmeter er afdækket, og man er knap nok færdig endnu. Her, lidt nord for den nuværende landsby, er det for første gang lykkedes at følge en vandrende boplads trin for trin i ubrudt rækkefølge fra århundredet før Kristi fødsel til slutningen af vikingetid – hvorefter den uden tvivl fortsætter i nutidens Vorbasse, hvis ældste bygning er den romanske kirke. I det 1200 år lange tidsrum har der inden for et område på henved én kvadratkilometer været otte landsbyer, den ene anlagt, når den anden blev forladt. Hver by har bestået på samme sted gennem 100-200 år, hvorefter den er flyttet nogle få hundrede meter. I området er fundet fem mindre gravpladser hørende til forskellige landsbyer. Arbejdet, som altså knap nok er afsluttet, udføres af Nationalmuseet og Vejle Museum i forening, og bag det står Statens Humanistiske Forskningsråd. Glemmes må ikke de mange lodsejere, som uden tøven har stillet deres marker til rådighed.

At netop Vorbasse blev valgt til den store investering skyldes ikke, at den er noget enestående – et tilsvarende udviklingsbillede kunne sikkert findes ved mange andre byer – men stedet var egnet og bevaringsforholdene usædvanlig gode. Ikke alene tegnede husene sig tydeligt, men det var muligt at følge de mange stolpehegn, der helt præcist viser omfanget af de enkelte gårde og kæder dem sammen i landsbyer.

Den første i rækken opstod omkring 100 år før Kristi fødsel. Der er påvist ni langhuse og syv mindre bygninger, men efter forløbet af blot et århundrede har man flyttet hele herligheden lidt mod øst og atter et århundrede senere 300 meter mod nord. Til hver landsby hører flere gårde, kendetegnet ved grupper af huse.

De tre byer dækker tilsammen et tidsrum på ca 300 år, fra sen keltertid til midten af romersk jernalder. Netop dette afsnit er, som allerede nævnt, særdeles veldokumenteret i landsbyarkæologien; en usædvanligt oplysende boplads er således udgravet ved Hodde, kun 30 kilometer fra Vorbasse (se Skalk 1976:1). Vi har derfor af de tre ældste byer kun undersøgt akkurat så meget, at vi har kunnet fastslå bebyggelsens udstrækning, alder og varighed. De fundne huse med videre svarer, så vidt det kan bedømmes, helt til de velkendte, men uden for landsbyområderne fremkom et par anlæg, der tilføjer nye træk, og som derfor fortjener særskilt omtale.

Det ene var et par gårdtomter, samtidige med by 2, men beliggende godt en halv kilometer øst for denne. Hegn af tætstillede stolper har omgivet begge, og de er sammenbygget på en måde, så det tydeligt ses, at den ene gård er anlagt lidt senere end den anden. Hver har haft et 16 meter langt hovedhus af tidens sædvanlige type med beboelse i den ene ende og stald med båse til dyrene i den anden, men mærkeligt nok ligger stalden mod vest, ikke som ellers almindeligt mod øst. Til den ene gård har hørt et par udhuse. Uden for hegnene, som var passende forsynet med indgange, har ligget fire ovne til jernudvinding – nogle af de ældste, som er fundet her til lands – samt affaldsgruber med mængder af skår. Gårdene svarer helt til dem, vi ellers kender, men fundet viser, at man ikke var strengt bundet til landsbyfællesskabet (Fig. 3). Man kunne, hvis man var sådan sindet, etablere sig udenfor.