Aarøes strejfkorps

Krigen i 1864 – Danmarks seneste og forhåbentlig sidste rigtige krig – var rig på nederlag og skuffelser: Det nødvendige, men alligevel chokerende tilbagetog fra Danevirke natten mellem den 5. og 6. februar, den hovedløse afskedigelse af den ansvarlige overgeneral C. J. de Meza, nederlaget – for ikke at sige massakren – ved Dybbøl 18. april, hvor tabene udgjorde næsten 50% af de danske forsvarere. Preussens næsten uhindrede besættelse af hele Jylland, den resultatløse fredskonference i London sidst i april og endelig tabet af Als i juni. Den 11. juli måtte regeringen Monrad gå af. Konseilspræsidenten selv gik det så nær til hjertet, at han efter krigen udvandrede til New Zealand. (Fig. 1)

Af Carl Harding Sørensen

Med selveste Bismarck for bordenden blev fredstraktaten underskrevet i Wien: Slesvig, Holsten og Lauenborg – svarende til en tredjedel af den gamle danske helstat – blev afstået. Krigen tabtes, fordi den ikke kunne vindes. Det skyldtes dårlig forberedelse (kun søforsvaret omkring København var i orden), elendig politisk ledelse, en katastrofal mangel på officerer, forældet udstyr – især til en vinterkrig – og ikke mindst, fjendens talmæssige overlegenhed. De to modstandere, Preussen og Østrig, kunne tilsammen mønstre 80.000 soldater, dobbelt så mange som Danmark. (Fig. 2)

Udgave: Skalk 1993:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.