Århushistorie
(Fig. 1) 1815 fik Århus en kvindelig natmand. Det var usædvanligt i en tid, hvor ingen tænkte på kønnenes ligestilling, men Sidsel Rolandsdatter var kendt med håndteringen, som hun overtog efter sin afdøde mand. Hun synes at have klaret opgaven tilfredsstillende, men enkestanden huede hende ikke, og ret hurtigt flyttede hun sammen med Laurs Andrup, kaldet Tambour, som hun efter nogle år og en del børnefødsler giftede sig med. Laurs var glarmester af profession, men gik sin kone til hånde i natmandsfaget - og i et ganske specielt bierhverv, hun dyrkede i det stille. Arbejdet med rensningen af byens lokummer var ikke særlig indbringende, men Sidsel havde visse naturtalenter, opøvet i Vendsyssel, hvor hun havde tilbragt ungdomsårene, og de gav, omend kun lejlighedsvis, gode bidrag til økonomien. 1826 frasagde hun sig natmandshvervet, og parret flyttede uden for byen, hvor de officielt levede af glarmesteriet, men vel mest af Sidsels hokuspokus. Hvor meget, det gennem årene smed af sig, er uopklaret, alt foregik i det skjulte, men et og andet sivede dog ud, og politiet fik kig på parret.
Af Redaktionen