Ålegård

Anlægsområdet, der ligger lige nord for de nuværende færgelejer, skærer gennem en lille lavtliggende dal, der må formodes engang at have dannet et stræde mellem Sjælland og et par nær kysten liggende småøer; det er nu inddæmmet og tørlagt. Det var netop sådanne steder, stenalderfolkene yndede at slå sig ned, så der skulle være gode muligheder. Til en begyndelse blev markerne grundigt afsøgt, og der blev gjort mange fund, hvoraf dog flere var spoleret ved pløjning og jordarbejder. Vi koncentrerede os om det, der så mest lovende ud og lod os i øvrigt vejlede af terrænet. Erfaringerne har jo lært os nogenlunde, hvor stenalderfolkenes efterladenskaber skal søges.

Det er ikke hensigten her at gennemgå alle dette arbejdes resultater, vi vil nøjes med at fremlægge et fund fra lokaliteten Oleslyst, idet vi anser det for at være af særlig vigtighed. Det drejer sig om et fiskeanlæg, velkendt for så vidt, men af et omfang, som overgår alt, hvad man ellers er stødt på af den art fra oldtiden.

Det var meningen, at der skulle deponeres jord fra tunnelboringen på stedet, så det var på høje tid at få det undersøgt. Med en gravemaskine lagde vi søgegrøfter ud over området, og pludselig sad der i en blok jord på grabben en afbrækket flage af tæt sammenflettede hasselkæppe. Den videre undersøgelse blev grebet noget anderledes an. For at komme til anlægget måtte metertykke jordlag først fjernes med maskine over et større område, men derefter var det finere redskaber, der blev taget i brug.

En sværm af pæle kom for dagen; de dannede et godt 40 meter langt og én meter bredt bælte, vinkelret mod bredden og med retning ud i det, der engang var sejlbart farvand. Strengt taget ved vi ikke, om vi fik det hele med, stolpebæltet kan have fortsat længere ind mod den tidligere kyst, hvor bjerge af jord allerede på det tidspunkt begyndte at tårne sig op og gjorde al undersøgelse umulig. Den ydre ende er vi derimod sikker på at have nået. Her havde rækken en sidegren, bagudrettet som modhagen på en spydspids.

I tæt forbindelse med pælerækken lå en vidjemåtte, 5,5 meter lang, 1,75 meter bred; det var den, gravemaskinen havde haft grabben i. Den bestod af hasselkæppe flettet om tolv stokke anbragt med en indbyrdes afstand af 40-45 cm. Alle stokke var omhyggeligt tilspidsede i den ene ende, så at måtten let kunne stikkes fast i det bløde dynd, hvorved den kom i lodret stilling og fik karakter af et hegn. Kæppene, der dannede fletværket, var lange, en af dem 5,5 meter, hvilket vil sige, at den nåede gennem hele stykket fra ende til anden. Tydelige hugfacetter ved begge ender af måtten viser, at den har været bevaret i sin fulde længde, indtil gravemaskinen forgreb sig på den. Derimod kan den godt have været lidt bredere, for i den side, der har vendt opad, var en del kæppe flydt ud. To af de oprindelig lodretstående stokke, en i midten og en ved den ene ende, var tvedelte fra naturens hånd, så at de kunne klemme sammen om fletværket; de har vel tjent som en ekstra afstivning, der har holdt hegnet plant. Vi havde tidligere under udgravningen fundet flere sådanne tvedelte stokke og undret os over, hvad de kunne have været brugt til. Her fik vi altså forklaringen. (Fig. 2, fig. 3)