Åbenbaring

Det viser den tornekronede, hudflettede Kristus, sådan som han er beskrevet i Mattæusevangeliet: »Og de flettede en krone af torne og satte den på hans hoved og gav ham et rør i højre hånd«. Til nærmere forklaring tjener en seddel, som er fæstnet til billedet, den meddeler (på tysk) med kongens skrift: »Denne gestalt viste sig for mig den 8. december tidligt om morgenen på huset Rodenburg – under bøn for hele den evangeliske kirkes nød år 1625«.

I Tyskland rasede Trediveårskrigen, det store opgør mellem de katolske og protestantiske fyrster. Christian 4. var naturligvis på de sidstes side, og 1625 lod han sig lokke med i krigen, dels vel af religiøse grunde, dels af hensyn til arvefjenden Sverige, som han gerne ville hævde sig overfor. Som slesvig-holstensk hertug og med to mindreårige sønner behændigt anbragt i nordtyske bispeembeder havde han i øvrigt god grund til at være urolig over udviklingen. Det danske rigsråd var imod krigen, så Christian måtte føre den – ikke som Danmarks konge, men som Holstens hertug.

Begyndelsen var dramatisk. Et styrt med hesten ved byen Hameln havde nær kostet kongen livet; han lå bevidstløs flere dage, men var snart på benene igen og kunne endda tilføje modpartens general, Tilly, et ganske føleligt nederlag. Nu kom imidlertid en anden af denne krigs store generaler, Wallenstein, til med overlegne styrker, men samtidig indfandt vinteren sig og lagde en dæmper på aktiviteten. Det var under disse dystre omstændigheder, kongen modtog sin åbenbaring ved morgenbønnen på slottet i Rotenburg.

I sin dagbog har Christian 4. markeret 8. december 1625 med et kors og denne lovprisning: »Ære være Gud i det højeste, han som lider for vor skyld«. Maleriet, der må være udført efter kongens anvisning, muligvis af hofmaleren Reinhold Timm, nævnes første gang 1631. Historien om kongens åbenbaring løb rigerne rundt – og billedet med i kopier og kopiers kopier af stadig ringere kvalitet; en del er endnu bevaret. Det blev også trykt og opnåede, alt iberegnet, en betydelig udbredelse, især i Hertugdømmerne og Norge. I Trediveårskrigens religionspropaganda synes det mærkeligt nok ikke at have gjort sig gældende.

Hvordan Christian 4. selv tolkede oplevelsen, ved vi ikke. Hvis han har opfattet den som et varsel om sejr, blev han i hvert fald skuffet. Året efter led han det sviende nederlag ved Lutter am Barenberg.