Åben bog

Således også med den store fløjaltertavle i Løjt kirke, Sønderjylland, men nogle oplysninger har vi dog. Dateringen 1520 samt navnet på den daværende præst, Johan Tam, kan anses for sikre. Begge dele fremgår af en plattysk indskrift på tavlens nedre ramme. Derimod står oprindelsesstedet åbent med et vagt Westfalen som den hyppigst foreslåede mulighed.

Et usædvanligt fund, der blev gjort under kirkens hovedrengøring sidste vinter, gav imidlertid håb om en nærmere stedfæstelse af værkstedet. Det drejer sig om fire små håndskriftblade, der fandtes indklæbet i de åbne bøger, som to af sidefløjenes apostelfigurer står med i hænderne, og som man på grund af den høje placering kun under særlige omstændigheder kan se ind i. Tiden har mørknet siderne, så at skriften var blevet vanskelig at se, men opdagelsen har dog været gjort en gang tidligere, nemlig af konservator Niels Termansen, der i en konserveringsrapport fra 1930’erne ofrer et par linjer på den. Ingen har fæstnet sig ved det. I et for ganske nylig udsendt pragtværk om Løjttavlen nævnes skriftbladene ikke.

Hvad er det da, der i 464 år har siddet næsten ubemærket i Sankt Peters og Jakob den Yngres bøger? Ja som nævnt drejer det sig om indklæbede, beskrevne lapper af pergament eller papir, hvilket kan ikke umiddelbart afgøres. De er ganske små, kun lidt over en tændstikæskes størrelse, og øjensynlig skåret ud af en større helhed. Umiddelbart er teksten i Peters bog lettest tilgængelig. Den er skrevet med sort og rødt blæk: på venstre side 13 linjer, på højre 12. De nederste linjer er vanskelige at tyde på grund af beskæring og overmaling. Skriften er gotisk og kan henføres til omkring 1500. Sproget er plattysk og latin.

De tilsvarende blade i Jakob den Yngres bog er hver på 13 linjer. Sproget er som i Peter-bogen, skriften ligeledes.

Hver linje i Peter-teksterne består af et tal efterfulgt af et bogstav og dernæst de fleste steder et navn. Tre navne falder straks i øjnene: Gregorius, B(en)edictus og Maria ud for tallene 12, 21 og 25. Allerede herved står det klart, at vi har at gøre med stumper af et kalenderblad.

I den katolske kirke, der jo også var Danmarks kirke i 1520, har hver helgen sin særlige festdag, oftest vedkommendes dødsdag. De største helgener er universelle, det vil sige, at de mindes overalt i den katolske kirke, mens »mindre« helgener er mere lokalt dyrkede. Pave Gregor og til en vis grad Benedikt, benediktinermunkeordenens stifter, er universelle helgener, der fejres henholdsvis den 12. og 21. marts. Og Mariæ Bebudelsesdag (bodescop) ligger i det katolske helgenår fast den 25. marts, nøjagtig ni måneder før Jesu fødsel; det var så stor en fest, at den begyndte aftenen før med en vigilia, en gudstjeneste, der strakte sig natten igennem. Tallene foran navnene er med andre ord datoen.

Et kalenderblad altså, for marts måned, men hvilket år? Her kom bogstaverne efter tallene til hjælp. I middelalderens kalendere blev ugens syv dage betegnet med de første syv bogstaver i alfabetet, a – g, men ikke sådan, at der altid til en bestemt ugedag svarede et bestemt bogstav; det vekslede fra år til år, idet 1. januar altid – uanset hvor i ugen den befandt sig – fik bogstavet a. I vor kalender er g’erne fremhævet med stort bogstav, som tilmed er skrevet med rødt, de må stå for søndage. Når søndag har g (det bogstav, som afslutter rækken), må den følgende dag,

mandag, have a, og 1. januar det pågældende år har altså været en mandag (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6). Det kan vi let få bekræftet ved at regne tilbage fra marts måneds ugedage, som vi jo nu kender med tilhørende datoer. I tilgift får vi den oplysning, at året, kalenderen gjaldt for, ikke var skudår.