Åben bog

Således også med den store fløjaltertavle i Løjt kirke, Sønderjylland, men nogle oplysninger har vi dog. Dateringen 1520 samt navnet på den daværende præst, Johan Tam, kan anses for sikre. Begge dele fremgår af en plattysk indskrift på tavlens nedre ramme. Derimod står oprindelsesstedet åbent med et vagt Westfalen som den hyppigst foreslåede mulighed.

Et usædvanligt fund, der blev gjort under kirkens hovedrengøring sidste vinter, gav imidlertid håb om en nærmere stedfæstelse af værkstedet. Det drejer sig om fire små håndskriftblade, der fandtes indklæbet i de åbne bøger, som to af sidefløjenes apostelfigurer står med i hænderne, og som man på grund af den høje placering kun under særlige omstændigheder kan se ind i. Tiden har mørknet siderne, så at skriften var blevet vanskelig at se, men opdagelsen har dog været gjort en gang tidligere, nemlig af konservator Niels Termansen, der i en konserveringsrapport fra 1930'erne ofrer et par linjer på den. Ingen har fæstnet sig ved det. I et for ganske nylig udsendt pragtværk om Løjttavlen nævnes skriftbladene ikke.

Hvad er det da, der i 464 år har siddet næsten ubemærket i Sankt Peters og Jakob den Yngres bøger? Ja som nævnt drejer det sig om indklæbede, beskrevne lapper af pergament eller papir, hvilket kan ikke umiddelbart afgøres. De er ganske små, kun lidt over en tændstikæskes størrelse, og øjensynlig skåret ud af en større helhed. Umiddelbart er teksten i Peters bog lettest tilgængelig. Den er skrevet med sort og rødt blæk: på venstre side 13 linjer, på højre 12. De nederste linjer er vanskelige at tyde på grund af beskæring og overmaling. Skriften er gotisk og kan henføres til omkring 1500. Sproget er plattysk og latin.

De tilsvarende blade i Jakob den Yngres bog er hver på 13 linjer. Sproget er som i Peter-bogen, skriften ligeledes.

Hver linje i Peter-teksterne består af et tal efterfulgt af et bogstav og dernæst de fleste steder et navn. Tre navne falder straks i øjnene: Gregorius, B(en)edictus og Maria ud for tallene 12, 21 og 25. Allerede herved står det klart, at vi har at gøre med stumper af et kalenderblad.

I den katolske kirke, der jo også var Danmarks kirke i 1520, har hver helgen sin særlige festdag, oftest vedkommendes dødsdag. De største helgener er universelle, det vil sige, at de mindes overalt i den katolske kirke, mens »mindre« helgener er mere lokalt dyrkede. Pave Gregor og til en vis grad Benedikt, benediktinermunkeordenens stifter, er universelle helgener, der fejres henholdsvis den 12. og 21. marts. Og Mariæ Bebudelsesdag (bodescop) ligger i det katolske helgenår fast den 25. marts, nøjagtig ni måneder før Jesu fødsel; det var så stor en fest, at den begyndte aftenen før med en vigilia, en gudstjeneste, der strakte sig natten igennem. Tallene foran navnene er med andre ord datoen.

Et kalenderblad altså, for marts måned, men hvilket år? Her kom bogstaverne efter tallene til hjælp. I middelalderens kalendere blev ugens syv dage betegnet med de første syv bogstaver i alfabetet, a - g, men ikke sådan, at der altid til en bestemt ugedag svarede et bestemt bogstav; det vekslede fra år til år, idet 1. januar altid - uanset hvor i ugen den befandt sig - fik bogstavet a. I vor kalender er g'erne fremhævet med stort bogstav, som tilmed er skrevet med rødt, de må stå for søndage. Når søndag har g (det bogstav, som afslutter rækken), må den følgende dag,

mandag, have a, og 1. januar det pågældende år har altså været en mandag (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6). Det kan vi let få bekræftet ved at regne tilbage fra marts måneds ugedage, som vi jo nu kender med tilhørende datoer. I tilgift får vi den oplysning, at året, kalenderen gjaldt for, ikke var skudår.

Ud for søndag den 11. marts står med rødt Ocuil; det må være en skrivefejl for Oculi, den gamle betegnelse for 3. søndag i fasten. Hermed har vi kirkeåret fastlagt - ikke blot fasten, men også påske, pinse og de andre højtider, hvis datoer svinger fra år til år.

Ved opslag i en »evighedskalender« finder vi ud af, hvor den fundne helligdagsrække passer ind. Da altertavlen som nævnt er dateret 1520, og skrifttypen peger mod årene omkring 1500, bliver der kun to år at vælge imellem: 1509 og 1515. For et af dem må kalenderen være fremstillet.

Mellem de nogle og tyve helgener, hvis navne nævnes på kalenderbladene, forekommer en del lokalhelgener; de burde kunne give et fingerpeg om, hvor kalenderen er blevet til. Det viste sig hurtigt, at ingen af disse »mindre« helgener har haft folkelig udbredelse i Danmark, de syntes nærmest at koncentrere sig om det sydtyske område, dog med en meget betydelig spredning - fra Köln til Salzburg, fra Lausanne til Prag. Herimod står tekstens indslag af plattysk, der peger mod Nordtyskland.

For hjælp med undersøgelsen af manuskriptfundet takkes Landsarkivet i Åbenrå, Nationalmuseets 2. afdeling, arkivar Thelma Jexlev, Rigsarkivet, og pastor emeritus Urban Schrøder, Varnæs. - En fuldstændig gengivelse af de tydede tekster kan ses i Kirkebladet for Løjt sogn, nr 5, 1984.

Det hele virker lidt forvirrende, men måske skal sagen ses fra en anden synsvinkel.

I Lund domkirkes Gavebøger, påbegyndt ca 1145, findes et martyrologium, som viser en påfaldende overensstemmelse med vor kalender. Kun fire af dens navne mangler her. Et martyrologium er en fortegnelse til gejstlig brug over de martyrer, der dag for dag skal læses messe for i kirken. Det er så at sige den katolske kirkes officielle martyrliste, og som sådan tager den ingen hensyn til, om de enkelte helgener er mere eller mindre lokale. Martyrologierne blev i middelalderen simpelthen skrevet af fra bispedømme til bispedømme.

Det er muligt, at vor skriver ganske enkelt har haft et sådant martyrologium som forlæg for sin kalender, skønt den næppe skulle bruges i kirkens tjeneste, men var beregnet for lægfolk. I listen har han så lavet små ændringer af lokal art. Hvis det er tilfældet, falder muligheden for at lokalisere hjemstedet gennem helgennavne bort. En anden udvej, som der imidlertid endnu ikke har været lejlighed til at prøve, er at oplede det scriptorium (skriveværksted), hvor kalenderfremstilleren har virket; hans særlige form må kunne genfindes i andre efterladte værker. Et nærliggende udgangspunkt vil være scriptoriet i Lübeck.

Bladene i Jakob den Yngres bog er på alle måder langt vanskeligere at tyde end Peter-teksterne. Det ser ud til, at lapperne er skåret ud midt inde i en tekstside, således at hverken linjernes begyndelse eller slutning er bevaret. Hertil kommer, at den, der klæbede lapperne ind, tilsyneladende har villet skabe en illusion af bogsider ved at male en hvid bræmme langs kanterne. Herved er naturligvis yderligere nogle bogstaver forsvundet eller blevet meget vanskelige at tyde. Det gør det ikke bedre, at de malere, som til forskellig tid dekorerede tavlen, har spildt farveklatter i rødt og guldbronze over de sørgelige rester. Og en sidste vanskelighed: vi har her at gøre med en sammenhængende tekst, ikke som i helgenkalenderen med et nogenlunde fast skema, hvis huller man med rimelighed kan fylde ud ved at ty til foreliggende viden.

Men lad os se, hvad der kan hentes ud af teksten. Hovedparten af navneordene kan inddeles i fire grupper, omhandlende temperamenter, lægevidenskab, legemsdele og himmeltegn. Dette er i og for sig tilstrækkeligt til at fortælle os, at skriftet, vi har for os, indeholder lægelige råd.

I tidens medicinske forestillinger spillede balancen mellem legemsvæskerne en stor rolle. Et menneskes temperament var bestemt af, hvilken legemsvæske der var dominerende hos vedkommende. Et vigtigt, almindeligt sundhedsmiddel var åreladning, men man måtte agte på, at blodet blev tappet fra den rette legemsdel under det rette himmeltegn.

Sådanne lægelige oplysninger var almindeligt stof i almanakker middelalderen igennem og langt op imod vor egen tid. Så skønt teksten i Jakobbogen langtfra er tydet færdig, kan vi sikkert gå ud fra, at de to bøgers blade er skåret ud af en og samme almanak, gyldig for året 1509 eller 1515.

Et dybtgående studium af håndskriftbladene vil måske kunne besvare det indledningsvis stillede spørgsmål om Løjttavlens oprindelsessted, men nogen umiddelbar løsning gav de altså ikke. Tværtimod rejser de nye spørgsmål, først og fremmest om, hvorfor de overhovedet har fundet plads på altertavlen. Et lignende fund er så vidt vides aldrig tidligere gjort. I hvert fald er det ikke lykkedes at finde oplysninger om noget sådant i litteraturen (Fig. 7).

Det synes klart, at bladene intet har at gøre med altertavlen eller de to apostle som sådan. Måske ligger der en magisk tanke bag, en påkaldelse - med skriftens mystiske magt - af helgenerne om helbredelse. Snarere er dog forklaringen den ganske enkle, at en ansat på værkstedet, hvor Løjttavlen blev udført, har syntes, der til en opslået bog hører, at der står noget i den. Han har så grebet, hvad der var for hånden, og det var tilfældigvis en udtjent almanak.