Om at vise vej

Danmark er et stort, luftigt museum. Overalt, hvor man færdes, møder man fortidsminder: Gravhøje, ruiner, voldsteder, gamle bygninger. Besøget er stort, især i sommertiden, for museet her har meget til sine gæster. Udstillingsformen er forbilledlig og der er intet støvproblem. Det skader ikke, at der er lidt langt mellem genstandene, desmere intenst oplever man dem, når de endelig er for hånden. Sagernes vedligeholdelse lader derimod lidt tilbage at ønske, og det er småt med etiketterne. Det sidste er slemt. Der er få lejligheder, hvor man kan føle sig så tørstig efter viden som netop, når man står på et historisk sted.

Af Harald Andersen

En lille del af landets fortidsminder er af en sådan størreIsesorden, at man har fundet det hensigtsmæssigt at stiIle en trykt vejledning til rådighed for de besøgende. Når nytten af disse skrifter ikke er helt så stor, som man kunne vente og håbe, hænger det sammen med den særlige form, besøget i friluftsmuseet har. Tiden er i reglen knap, man er i naturen og er kommet for at se, ikke for at læse en bog. I erkendelse af det har man da også de fleste steder gjort den trykte vejledning ganske kort - ofte kun et enkelt blad; men følgen er i reglen blevet, at orienteringen virker helt utilstrækkelig. Den lange vejledning - bogen - som man også møder nu og da, er udmærket til hjemmestudium sidenhen, men lindrer ikke den øjeblikkelige nød. Den gyldne middelvej er ikke gylden. Problemet synes uløseligt.

De følgende 11 sider i nærværende blad er et eksperiment, et forsøg på at finde frem til en egnet form for turistvejledning. Ideen, der har været antydet i tidligere numre af Skalk, ligger i den særlige opbygning. "Vejlederen” kræver ikke at blive læst forfra og til den bitre ende. Man kan begynde bagfra, fra midten eller hvorsomhelst, man måtte ønske det uden at forståelsen går tabt. Når et anlæg skal studeres, er den til tjeneste med sine oplysninger. Man behøver ikke at sætte sig på en grøftekant med næsen i papiret og lukke verden ud. Den går med i rundgangen.

Et andet princip som er fulgt i denne vejleder er det, ikke at sige med ord, hvad en tegning kan udtrykke, thi gennem billedet opfatter man hurtigere end gennem det skrevne ord. Ideen her er - det indrømmes uden blusel - hentet fra avisernes tegneserier, der jo ikke er indstillet på at gøre livet vanskeligt for læserne. Tekst og tegning arbejder sammen. Stammen i bygningen er kortskitserne.

"Vejlederen" er som sagt et eksperiment. Den skal nu prøves og dømmes. Skalk har tidligere spurgt om sine læseres mening. Nu spørger den igen.